Dirigent

Søren Bormann

Der hviler et vigtigt ansvar på ens skuldre, når man er dirigent for et kor.

”At synge i kor bør være udfordrende og fornøjeligt. Derfor er det vigtigt at synge på forskellige sprog, prøve kræfter med forskellige perioders repertoire og have et øje til både den religiøse og den verdslige musik.”

At arbejde med satser, som koret kender og har det godt med at synge, er et af de ben, hvorpå et godt miljø i koret hviler. På det andet ben hviler krafttaget med nye satser på nye sprog og i andre stilarter, end hvad koret er vant til. Fælles for begge er, at det giver dirigenten mulighed for at lade korsangerne prøve kræfter med nogle af musikhistoriens smukkeste satser. Korsangerne får derved mulighed for at henføre publikum til korets koncerter på samme måde, som de selv er blevet henført i arbejdet med disse satser.

Søren Bormann har sunget i Herning kirkes Drengekor i 12 år. Efterfølgende har han uddannet sig i musikvidenskab og oldtidskundskab på Aarhus Universitet. Han har gået på Kirkemusikskolen i Vestervig, har taget og tager privattimer i komposition og musikforståelse. I dag er han ansat som organist ved Kjellerup og Omegns Valmenighed og som gymnasielærer i Risskov og Vejle. Foruden at være korleder for Herning Korforening leder han også Viby-koret i Aarhus.